Det er ikke kun når vi er alene at ensomheden kan vise sig for os, men også i vores parforhold, i vores familierelationer og i venskaber.
Nogle gange bliver jeg ramt af en stor ensomhedsfølelse. Det kan ramme mig når jeg har haft flere dage alene, også selvom jeg har det godt i mit eget selskab og jeg er vant til at være alene i hverdagen. Den kommer ligesom snigende, og der sidder jeg så og mærker at det gør usigeligt ondt indeni, og det jeg har allermest brug for, er at der kommer en og tager mig væk. Lige der er det bare svært at række ud selv. Det kan især ramme mig, når jeg føler mig afvist eller misforstået.

Ensomheden kan også komme når jeg sidder blandt familien eller sammen med bekendte – lige der hvor jeg ikke føler mig som en del af gruppen og føler mig udenfor.

Ensomheden har fulgt mig rigtig meget, og jeg har derfor valgt i mange år at være sammen med mange mennesker hele tiden, så jeg var fri for at mærke efter hvordan jeg egentlig havde det – når jeg blev overvældet af den og det slog mig ud.

I dag efter jeg har fået kigget på alt det svære i mig, hvorfor jeg har handlet som jeg har gjort og fundet fred med det. Ja så ved jeg, at det værste jeg kan gøre, er at overhøre eller fornægte ensomheden. Jeg skal derimod lytte til den og gå i dialog med den – spørge den om hvad den har på hjerte? – Så kære ensomhed hvad vil du gerne fortælle mig…..

Kender du det?