At finde ind til sin egen indre kriger og balancen i sig selv – kræver mod til at kigge indad, og turde se på alt det der gemmer sig der inde bagved.

Jeg har i de seneste dage læst bogen – Krigerens Bog af Tanja Fievé Eskeren. En super inspirerende bog som kan sætte tankerne i gang, og give et skub til at turde tage det skridt der skal til for at komme helt hjem til sig selv og mærke at balancen kommer indefra.

Det er også en fortælling der har fået mig til at kigge tilbage på det jeg selv kommer af, og den fortælling som jeg har brugt mange år om at fortælle mig selv, og derefter den rejse jeg har taget i at kigge indad, og igen og igen arbejdet med de sår der har været, og som derved at blevet helet, så det nu er ar og jeg kan give slip på. Det har været hårdt arbejde, og samtidig har jeg de seneste år mærket en kraft i mig som er helt specielt fordi den kommer helt inde fra mit essen sted, der hvor alt er åben og kærligheden til mig selv bor.

Et lille inspirations-udsnit fra bogen:

Kærlighed er et valg. Uanset hvad du har med dig, hvor grufulde oplevelser og traumatiske hændelser, der ligger i din fortid, uanset hvor lidt du har troen på, at det er muligt for dig at leve i og med kærlighed, er kærlighed stadig et valg.

Kun gennem mindst én gang i livet at elske og lade dig elske som en bevidst handling, selv om du er blevet såret, får du adgang til din fulde kraft.

Når vi såres, trækker kroppen sig sammen i forsvar – det samme sker, når vi såres i livet.

Ofte forskanser vi os, lukker hjertet og sjælen hårdt sammen i overbevisningen om, at det lukkede og sammentrukne beskytter os. Men lukker vi for modet til at elske og lade os elske, lukker vi samtidig af for en del af livskraften.

Vil du have adgangen til din fulde kraft, må du turde at elske. Du må tillade en åbning af barrikaderne, stille dig frem for livet og sige: ”Her er jeg!” Måske bævrer du i angst for afvisning, mens du gør det, fordi du kender konsekvenserne. Alligevel må du finde modet til at give slip på frygten og hengive dig til livet og kærligheden som en bærende kraft.

Citat-slut.

Lad dig inspirere af bogen, og har du modet til at kigge indad – så er jeg lige her.