Både du og jeg har en historie, som har gjort os til dem vi er. Den historie kan fortælles på mange forskellige måder, og hver gang vi gør det, bliver vi klogere på os selv. Vores måde at fortælle vores egen historie på, er afgørende for, hvordan vi ser på os selv. 

dsc_6464_edited-2

Min historie for opstart af egen personligudvikling.

Min rejse ud i personudvikling blev startet for en del år tilbage, og det er og bliver en skøn uendelig rejse, som aldrig slutter. Læs nedenfor hvad der fik mig på min udviklingsrejse.

Mit arbejde med mig selv, hvor jeg har fået kigget på de mange sider af mig selv – lyse og gode sider, men også de mørke og dem jeg helst ikke ville være ved. Har betydet at jeg nu føler mig hel, i balance, og står ved mig selv – og en meget vigtig del af mig – Jeg vil altid elske at få anerkendelse for det jeg gør, men det styrer ikke længere mit liv. Anerkendelse er ikke længere min stimulans for at undgå at mærke mig selv. Det var den engang…  Nu kan jeg sige til mig selv – at jeg er helt som jeg skal være og jeg er helt ok som den jeg er, både privat og i mit arbejdsliv.

 

Mit indre lys er kommet frem i mig og jeg har fundet ind til mit flow.

For en del år tilbage fik jeg nyt job og ønskede at bevise over for min nye arbejdsgiver og mig selv at jeg var den rette medarbejder til jobbet. Jeg ville gerne tage et karriere skridt op ad, så jeg kløede på med fuld kraft. Min kamp bestod rigtig meget af at jeg ønskede anerkendelse for mit arbejde, og jeg havde virkelig et stort behov for det, for på dette tidspunkt var jeg ikke i stand til at give det til mig selv. Det var en kamp som krævede al min energi og jeg brugte næsten alle mine vågne timer på mit job og mit frivillige arbejde, hvor jeg også higede efter anerkendelsen. Så en dag kunne jeg ikke mere, min krop og mine følelser sagde fra, dog kunne mine tanker ikke følge mig og jeg havde en utrolig stor indvendig opgør med mig selv. Jeg forstod ikke at jeg havde stress, og alt hvad der var af alarm klokker der bimlede og bamlede. Følelserne uden på tøjet, konstant uro i kroppen, var aggressiv i de tilspidsede situationer, kunne ikke huske osv. osv. Jeg erkendte ikke at det var min arbejdssituation der var mit problem, dog jeg var kørt helt ned til sokkeholderne og kunne ikke mere. Så skænderier og uenigheden med min mand, sammen med den ensomhed jeg havde fået givet mig selv, ved at fravælge alt andet end mit arbejde og min frivillighed, fik mig til at tage det valg at flytte fra min mand. Jeg ville væk fra det hele, jeg kunne ikke overskue noget, vidste ikke hvad jeg ville. Der var tomt og jeg havde ondt af min selv. Jeg flyttede med det budskab – jeg ved ikke hvad jeg vil, og jeg ved heller ikke om jeg vil os to. Jeg kunne godt mærke at jeg ikke kunne give helt slip, men magtede ikke mere.  Jeg var rigtig heldig med at min mand holdt ud selvom vi boede hver for sig, og vi startede efter et halvårstid i parterapi. Det bedste der er sket for vores parforhold. Jeg tog afsted med den forventning at det jo selvfølgelig var min mand der skulle have at vide hvor skabet skulle stå, og det var ham der var helt skæv på den – Det blev så også mig der fik en brat opvågning! Hold da op jeg havde noget at skulle arbejde på og med. Jeg fik mig rejst op og taget mig selv i nakken, og tog arbejdshandskerne på – nu stod den på – jeg vil mit ægteskab og jeg vil mig selv.

Arbejdet med vores parforhold har betydet at vi acceptere hinanden som de personer vi nu engang er, både på de gode dage, og lige så vigtigt, de dage hvor det hele kan være lidt trist og man ikke er enig. Respekten til og for hinanden sammen med åbenheden, fandt vi ind til, var vores vej ind i kærligheden til hinanden. Så lige pludselig betød det for os – at vores – vi er som vi er – var lig med det perfekte for os.